Hvem er REDUCED?
Vi er en fødevarevirksomhed, som bruger overskudsråvarer fra fødevareindustrien til at lave gourmetfonder, saucer, smagsforstærkere og andre ingredienser til professionelle køkkener.
Vi tror på, at bæredygtige produkter af høj kvalitet er nøglen til at reducere madspild. Vi skaber vores succes gennem et tæt og åbent samarbejde med vores kunder i foodservice.
Alle vores foodservice-produkter er baseret på:
- Overskudsråvarer fra fødevareindustrien.
- Danske råvarer og lokal produktion.
- Ingen E-numre og tilsætningsstoffer.
Stillingen
Efter en længere periode med markante vækstrater, har vi nu brug for en kompetent foodservice salgsprofil til at tage ansvaret for den fortsatte vækstudvikling af vores foodservice-forretning i Danmark.
Du får ansvaret for vores foodservice forretning i Danmark og refererer direkte til virksomhedens CCO, med base på vores kontor i Nordhavn.
En stor del af din arbejdsdag vil være i markedet, hvor du skal opsøge, besøge og udvikle kunder i tæt samarbejde med dit team. Din hverdag vil være en god blanding af salg og rådgivning til kunder, planlægning og forretningsudvikling samt motiverende og aktivt deltagende ledelse af det danske Foodservice-team.
Du vil være omgivet af sjove, ambitiøse og dedikerede kollegaer, som brænder for vores fælles projekt. Miljøet er uformelt, innovativt og meget entreprenant, og alle har mulighed for at byde ind med ideer og input til den fremtidige udvikling af forretningen. Det gælder ikke mindst i denne stilling, hvor du bliver krumtappen i den fortsatte succeshistorie for foodservice, og derfor får stor indflydelse både på din egen og virksomhedens videre udvikling.
Kandidaten
Du motiveres af salg og forretningsudvikling og drives af at skabe resultater. Du får et kick hver gang, du får lukket en ny aftale med en restaurant, eller en stor kantinekæde og du formår at bruge denne indstilling til at skabe en stærk vinderkultur i dit team.
Du brænder for ledelse og forstår at få hele teamet med dig opgaverne skal løses. Det gælder både for dit salgsteam og for kollegaer i øvrige afdelinger, som spiller en væsentlig rolle i at sikre tilfredse kunder.
Du har et solidt nedværk i branchen og er vant til en hverdag, hvor kalenderen er fuld af aftaler med nye og eksisterende kunder. Du er af natur proaktiv og opsøgende, og har hele tiden fokus på teamets kunde-pipeline – selv når der er allermest travlt med de daglige gøremål.
Du er struktureret og analytisk i din tilgang og arbejder uden besvær i Excel og Powerpoint og har meget gerne erfaring med CRM-systemer (vi anvender Hubspot).
Du har en dybtfølt passion for mad, fødevarer og råvarer og meget gerne en professionel baggrund inden for faget. Det kan både være praktisk erfaring inden for gastronomi eller erfaring fra udvikling af gastronomiske produkter og løsninger.
Du behersker dansk og engelsk på højt niveau, og mestrer du flere sprog, er det en klar fordel.
Sidst men ikke mindst, har du et kæmpe drive og er kendt for at sprede positive vibes omkring dig. Du er åben, udadvendt og velkommunikerende og har en personlighed, som skaber stærke og langvarige relationer.
Din mission
Når køkkenchefen hører vores historie og smager vores produkter, har vi fået en ny fan af REDUCED. Det kræver dog benhårdt arbejde og vedholdenhed at få ændret kundens mangeårige indkøbsmønster eller vane i deres køkken. Den gode historie og vores stærke, bæredygtighedsprofil skaber kontakten – men at tage dette skridtet videre til konkrete ordrer, kræver en stor, vedholdende og proaktiv indsats fra dig og dit team.
Nøglen til fortsat succes er derfor, at du og dit team er meget tæt på kunderne med et konstant fokus på, hvordan REDUCED kan hjælpe kunderne i hverdagen.
Ansøgning
Send os dit CV samt motivation for at blive en del af REDUCED.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at ringe eller skrive til Niels: niels@reduced.dk eller 26841104.